NDI Group og SEGES skal kortlægge gevinsten ved VF-dæk

7. MAJ 2021

NDI Group har i samarbejde med landbrugsvirksomheden SEGES igangsat et dækforsøg, som skal belyse gevinsterne ved VF-dæk med variabel dæktryksregulering.

VF-dæk, som muliggør kørsel med variabelt dæktryk, vinder i stigende grad frem i landbruget. Hos landbrugsvirksomheden SEGES, der arbejder som brobygger mellem forskningen og det praktiske landbrug, har man ligesom NDI Group også fulgt udviklingen inden for VF-dæk tæt, da denne dækløsning giver landmændene nye muligheder for at få en på én gang mere effektiv og skånsom drift.

- Vi indgik samarbejdet med NDI Group for at få foretaget et forsøg, der kunne give helt konkret viden om, hvad man reelt får ud af at køre med VF-dæk, fortæller Henning Sjørslev Lyngvig, der er landskonsulent inden for markteknik-området hos SEGES, og som har flere årtiers erfaring som landbrugsrådgiver og praktiserende landmand.

Værdifuldt samarbejde
Det fælles dækforsøg, hvor NDI Group har stillet dæk fra Alliance til rådighed, kommer til at foregå over en længere tidsperiode fra så-sæsonen begynder til høstarbejdet afsluttes, så gevinsterne ved VF-dæk kan kortlægges.

- Vi har en naturlig interesse i at få en uvildig vurdering af gevinsterne ved VF-dæk af eksperter, så vi kan give vores landbrugskunder den bedst tænkelige rådgivning, baseret på videnskabeligt funderede forsøg og data. Vi er rigtig glade for, at vi har fået muligheden for at samarbejde med SEGES om dette. Med SEGES' stærke fokus på forskning, videnskab og faglighed skaber de stor værdi for os, siger Jakob Scheel Nannberg, der er salgschef i NDI Groups landbrugsafdeling.

Markant mindre spordybde
Selvom forsøget først er gået i gang, da man i slutningen af april igangsatte første fase af forsøget, kan de første resultater ifølge Henning Sjørslev Lyngvig allerede ses:

- I første del af forsøget kørte vi med en traktor og gyllevogn, som først kørte på almindelige dæk og derefter VF-dæk fra Alliance. Selvom vi kun er i forsøgets begyndelse, kunne vi allerede se en stor forskel i marken. Med de traditionelle dæk havde vi en spordybde på 76 millimeter, mens spordybden med VF-dækkene var på 45 mm. Jeg var overrasket over, hvor stor forskel vi kunne se på spordybden med de to forskellige dæktyper, fortæller han.

Ifølge CCO hos NDI Group, Allan Pedersen, skal forsøget også ses i sammenhæng med NDI-koncernens fokus på at tilbyde kunderne den optimale løsning til de individuelle opgaver i marken:

- Vi har i samarbejde med vores leverandører gennem rigtigt mange år opbygget en unik viden og erfaring på området. Forskningssamarbejdet med SEGES er en ud af flere ting vi gør, som skal sikre, at vi er førende på vores viden og ekspertise inden for vores forretningsområder. På den måde kan vi udover vores hurtige levering og brede produktprogram tilbyde kunderne den bedst tænkelige rådgivning, fortæller Allan Pedersen.

For mere information

Kontakt vores kommunikationschef:
Jens Jakob Kjær Hansen

 (+45) 81 40 22 62

 NDI-presse@ndi-dk.com